Rektor til nye studerende: Jeres verdensbillede vil blive udfordret

Det talte ord gælder

Kære nye studerende

Som rektor nr. 260 er det en ære at byde jer velkommen på dette universitet fra 1479.

Hvor er det dejligt, at der i dag er drøn på KU’s historiske vingesus.

Silkekapper. Guldkæde. KU’s egen messingblæser-fanfare.

KU’s egen nationalsang, Hellige flamme.

Og en halvgammel rektor, der flasher helt gamle årstal.

Nej, det er ikke selvfedme og KU i egen juice – kun en lille smule.

Mest af alt er det bare stolthed over vores vidunderlige universitet.

Foran jer står universitetets ledelse.

Om lidt vil jeg præsentere dem – én for én.

Og husk: Det er god stil, at dem der er mange, også hepper på dem der ikke er så mange.

Fra jeres venstre:

Dekan for det Teologiske Fakultet, Carsten Selch Jensen.
Dekan for Det Juridiske Fakultet, Jacob Graff Nielsen.
Dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Vibeke Koushede.
Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Bente Stallknecht.
Dekan for Det Humanistiske Fakultet, Kirsten Busch Nielsen.
Dekan for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Bo Jellesmark Thorsen.
Prorektor for uddannelse, Kristian Cedervall Lauta.
Prorektor for forskning og innovation, Eva Hoffmann.
Og universitetsdirektør, Søren Munk Skydsgaard.

***

I år fejrer KU, at det er 150 år siden kvinder – allernådigst – fik adgang til universitetet.

Det skete ikke uden kamp.

Nielsine Nielsen måtte først udholde 1½ år med juridiske taklinger og hårdnakkede professorer med skøre argumenter imod kvinder, før hun og Marie Gleerup blev lukket ind på lægestudiet.

Nu kommer der en forudsigelse: Det bliver svært!

Én professor skrev endda, at prostitution er et nødvendigt onde. Mens kvindelige læger skulle være et unødvendigt onde.

LÆS OGSÅ: Da kvinderne kom – og forandrede universitetet for altid

Alvorsord på en glædesdag.

Hvorfor fortæller jeg historien om Nielsine Nielsen?

Ikke kun fordi generationer står i gæld til et enkelt individs insisteren på at få lov at udfolde sit liv, på sin måde.

Ikke kun fordi hun banede vejen for alle dem, der kom efter:

Den første kvindelige professor.
Den første højesteretsdommer.
Den første minister.
Den første statsminister.

Tænk engang – I år optager KU 4.263 kvinder ud af 6.822 studerende.

Jeg fortæller også historien, fordi Nielsine Nielsens ånd stadig lever på KU og hos KU’s studerende.

Evnen og modet til at tænke og handle selvstændigt som individ.

Ja, innovation er ikke kun opfindelser, patenter og nye virksomheder.

Innovation er også at skrive en hamrende god ansøgning om optagelse på uni når ingen har gjort det før.

Men Nielsine Nielsens ånd svæver også over KU på en – anderledes – måde.

Mange af jer kan måske sætte jer ind i, hvordan det var for Nielsine Nielsen at træde ind i et undervisningslokale med 200 mænd.

Ofte skal der knap så meget til at stikke ud.

LÆS OGSÅ: »Hvorfor er det en overraskelse, at jeg er klog«

Det gjorde jeg også, da jeg som ny økonomistuderende for præcis 33 år siden ankom til KU med S-toget fra Vestegnen.

Ikke iført en gul og blå fodboldtrøje – den har jeg også.

Men derimod en slidt Guns’n Roses T-shirt.

(Jeg må hellere oversætte, at det var et amerikansk letmetal-band med mænd i læder, føntørret hår og moderat make-up)

Hav et øje på dem, der hænger i udkanten af fredagsbaren

I første semester blev jeg kaldt op til tavlen af en fin underviser med en fin halsklud – men han kunne ikke få den sociale ligning til at gå op

Fordi en studerende iført en Guns’ Roses T-shirt faktisk kunne udlede den matematiske formel rigtigt.

At føle sig anderledes er helt normalt ved studiestart.

Det gælder også de studiekammerater, der poserer i overskudspositioner på de sociale medier.

Derfor: Sluk telefonen – og tænd for den sociale radar.

Hav et øje på dem, der hænger i udkanten af fredagsbaren. Måske iført en T-shirt med et rockband, der larmer lidt i rummet – eller en pæn, hvid skjorte (det kan også larme nogle steder).

LÆS OGSÅ: Hvordan skal du tackle min solsikkesnor?

Se hinanden.

Lyt til hinanden.

Ræk ud. Invitér ind.

Et smil er også en lille invitation.

Gør noget aktivt.

Gør noget sammen.

Gør noget, der giver mening – og giver en følelse af at høre til.

Filmklub, madklub – dødsmetal-klub, Taylor Swift-klub – løbeklub, skakklub.

Formålet er næsten ligegyldigt – men det er fællesskabet ikke.

Fællesskabet er det bedste brændstof til jeres bæredygtige, væredygtige mentale motor.

LÆS OGSÅ: Fejr dine fejl – og ni andre ting jeg gerne ville have vidst, da jeg startede på uni

Husk også:

Ikke alle kommer fra et hjem med bogreoler, årskort til Louisiana og politiske diskussioner til aftensmaden – med mor og far i rollen som Sokrates.

Ikke alle har alle gymnasievennerne lige rundt om hjørnet eller mors og fars køleskab og søndagsmiddag i cykelafstand.

Nu kommer der en forudsigelse:

Fællesskabet er det bedste brændstof

Det bliver svært!

Jeg vil endda sige: Det skal være svært.

Jeg håber det bliver svært.

LÆS OGSÅ: Sådan læser du akademiske tekster uden at dø

Tekster skrevet på uforståeligt akademisk.

Undervisere, der taler indforstået stammesprog.

Og den måske værste: Studiekammerater, der lader som om de forstår det hele.

Hold fast. Hold ud. Hæng i.

På et tidspunkt knækker I koden og mærker det store sus fra erkendelsens dyb.

Faglig forståelse er en motivations-driver, der kan køre langt på literen.

LÆS OGSÅ: Uni-lingo: Din ordbog til Københavns Universitet

Der er selvfølgelig også andre gode ‘gulerødder’, man kan glæde sig til at gnaske på – på den anden side af kandidatgraden: Job, penge og prestige, jovist.

Men også muligheden for at gøre en forskel i en verden, hvor der trænger til at der bliver gjort en forskel.

Der er sket meget i verden siden jeg startede på universitetet.

Vi er her for at lære – ikke nødvendigvis for at blive enige

Lad os bare sige, at der er kommet flere guns og færre roses.

Netop i tid med krige og kriser bliver det ekstra vigtigt – og ekstra svært – at leve op til universitetets idealer og »samle os, om det der deler os« som KU-alumne Clement Kjersgaard siger om Debatten på DR.

Det særlige ved universitetet sker ikke når man cruiser fra pensum til eksamen i et selvtilstrækkeligt ekkokammer af studiekammerater, der deler postnummer, politisk observans og playliste.

LÆS OGSÅ: Jeg vil altid føle mig som en, der er gået forkert

Det særlige ved universitetet sker, når man møder modstand, friktion, besvær.

Når man kan diskutere alt – også ubehagelige emner.

Når man diskuterer for at lære – ikke for at blive enige.

Når man lader sit eget verdensbillede blive udfordret af andre.

Når uddannelse ikke reduceres til komfort og konsensus men også rummer kritik, selvkritik og mentale hudafskrabninger.

Selv en fredsdue kan lære noget af en krigshøg.

Selv en biodynamisk veganer kan lære noget af en konventionel landmand.

LÆS OGSÅ: Kan du leve af en SU? Tjoooeh

»Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede«, som mediemennesket Jørgen Schleimann engang sagde.
Prøv at mærke efter næste gang du møder modstand i dit verdensbillede – tjek dit frisind.

Det særlige ved universitetet sker, når I gør som Nielsine Nielsen.

Bruger nysgerrigheden som GPS.

Banker på lukkede døre.

Og gør noget ingen har gjort før.

I kan også bruge Nielsine Nielsen-metoden – at stille spørgsmål ved det eksisterende – til at sætte gamle fag sammen på nye måder.

Tænk, hvis algoritmer ikke bare blev brugt til at dødsscrolle kattevideoer, forstærke FOMO og polarisere politik
– men til at få ro i hovedet og fred i verden.

Tænk, hvis den første kvantecomputer ikke bare blev brugt til et nyt våbenkapløb – men til oprustning af venligtsindede teknologier for frihed, demokrati, klima og sundhed.

Tænk, hvis kunstig intelligens ikke bare overtog vores arbejde og skrev vores opgaver – men blev gearet med den menneskelige intelligens for filosofi, etik og retssikkerhed.

LÆS OGSÅ: AI på studiet: Sådan navigerer du i den nye virkelighed

Tænk, hvis maskinens hardware blev balanceret af den humanistiske software.

Rolig nu, rektor, tænker I måske.

Jeg skal først lige i gang med studiet, før jeg satser hele butikken på at starte et klimavenligt, humanistisk, globalt techfirma.

Og I har ganske ret. Jeres tid går ikke – jeres tid kommer.

***

Nu skal vi i gang med et gammelt ritual:

Det symbolske håndtryk.

Jeg får en håndsrækning fra prorektor for uddannelse, Kristian Cedervall Lauta.

Med håndtrykket træder I ind i jeres nye verden, universitetet, og lover os – og jer selv – at leve op til universitetets regler, stort set uændret fra middelalderen.

Reglerne betyder bare: »Opfør jer pænt og pas på hinanden«.

Men jeg synes også vi – og I – kan give hinanden hånden på noget mere.

At det gerne må være svært.

At vi er her for at lære – ikke nødvendigvis for at blive enige.

Og at I – ligesom Nielsine Nielsen – vil trække verden i en bedre retning de næste 150 år.

Velkommen på Københavns Universitet.